“One song, one heart, one mind, one person at a time.” Sange har magten til at ændre verden, siger sangskriveren Mary Gauthier.
Jeg voksede selv op med en smeltedigel af dansk folkemusik, soul, jazz og blues fra USA. »British Invasion”-musik som Led Zeppelin, Beatles og Fleetwood Mac satte også et tydeligt præg, ligesom irske, canadiske, sydafrikanske, australske og skandinaviske sangere og sangskrivere.
Sange med afsæt i frihedskamp, fra Guthrie til Seeger og fra Louis Armstrong og Ella Fitzgerald til Bill Withers og Muddy Waters (for at nævne nogle få) var med til at forme min stemme og min begyndende sangskrivning, fra jeg var omkring 15 år. Så kom der andre indflydelser til.
I dag er min stemme min egen. Men den er også formet af alt det ovenstående – præget af forskellige nationaliteter, stilarter, genrer og sange.
Sangene, der formede mig, var sange om modgang, forløsning, kærlighed og en stræben efter at finde en form for lykke her i livet – på trods af ofte hårde odds.
”Logikken” er, at hvis jeg gennem din musik kan føle din smerte, din tvivl, din lykke, dit håb, så betyder det, at jeg kan mærke dig. Og den forbindelse kan føre til refleksion over mit eget liv.
Mange af den slags sange bunder i en slags etik, en reel omsorg for mennesker, for tidligere, nuværende og fremtidige generationer. Sange binder ting sammen i en meningsskabende proces, der kan gøre nutiden så beboelig, at vi tør bære en fakkel ind i fremtiden og også skabe et rum, hvor vi kan slå os ned.
Vi lever i en tid, hvor empati afvises som en slags trick, de »svage« benytter sig af for at narre de stærke. Mange sangskrivere ville sige tydeligt fra til en sådan nedgørelse af empatien – for den er måske vores vigtigste menneskelige egenskab.
I stedet for at lade hadsk tale fra politikere og deres håndlangere splitte os, fortjener fremtiden, at vi holder fast i en etisk kurs, der peger ind i at arbejde for menneskehedens fælles bedste.
Midt i det kan en sang virke som en dråbe i havet, ”a whisper on the breeze.” Men nogle gange er en sang alt, hvad vi har brug for. Alt, hvad vi har at give. Og det sidste, nogen kan tage fra os.
Sangskrivning er en dybt “menneskeliggørende” aktivitet, og det er en aktivitet, som ikke kun skal være forbeholdt eksperter. Mange sangskrivere har, ligesom jeg, følt sig båret i svære tider af at have dette håndværk, og de er blevet løftet, når en sang skabte forbindelse til andre.Det mindste, vi kan gøre, er at forsøge at dele vores praksis.